Det her..

Lige pludselig var jeg her igen, denne gang med en liste til folk og fæ, der kunne tænke sig at berige mig med en fødselsdags- eller julegave. Ønskerne er som følger:

MUSIK:
Kings of Leon - Only By The Night
Thomas Dybdahl - Oktober trilogien ( http://www.imusic.dk/item/5700771100514/thomas-dybdahl-2006-october-trilogy-3-cd-dvd-cd )
Amy Winehouse - Back To Black
Nick Cave and The Bad Seeds - Dig, Lazarug, Dig!!!, Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus
Pink Floyd - The Wall
Efterklang - Parades ( http://www.gaffashop.dk/shop/efterklang-parades-vinyl-42981p.html )
The Knife - Silent Shout
Sigur Rós - Ágætis Byrjun, Takk, (), Með Suð I Eyrum Við Spilum Endalaust ( http://www.gaffashop.dk/shop/sigur-ros-me%d0-44786p.html )
Foo Fighters - Echoes, Patience, Silence & Grace
The Raveonettes - Lust Lust Lust
Noget med Miles Davis ( http://www.gaffashop.dk/shop/davis-miles-kind-42603p.html http://www.gaffashop.dk/shop/davis-miles-in-41917p.html )
Lambchop - OH! (Ohio)
Kashmir - The Good Life
Kashmir - The Aftermath (CD eller vinyl, ikke DVD)
Sufjan Stevens - Illinois ( http://www.gaffashop.dk/shop/stevens-sufjan-illinoise-36017p.html )
Lykke Li - Youth Novels
Johnny Cash - At Folsom Prison ( http://www.gaffashop.dk/shop/cash-johnny-at-42604p.html )

BØGER:
Thomas Blachmann: Det Kolossale Menneske
Morten Sabroe: Du som er i himlen
Tom Rob Smith: Barn nr. 44

DIVERSE:
Jack-Jack kabel til min bas (Fender Koil Kabel)
Starbuzz vandpibetobak (Royal grape, Blue Mist) (www.thehookah.com)
Riot BOD-1 Baspedal
Kolde kontanter

BEMÆRK: Så vidt muligt ønskes al musikken på vinyl, CD kan også gå, men nærmest heller 1 vinyl end 2 CDer.

Det var et mindre udbud af ønsker, som I så selv kan bestemme om i vil lade jer vejlede af. Nu har I i hvert tilfælde noget at pejle jer ind med.

Vil blive opdateret løbende efterhånden som fødselsdags- og julegaveønskerne så stille maler sig for min på mit indre ønskelærred.

Menneskeliv eller mørbradbøf?

Død, ødelæggelse, møje og elendighed. Værsgo', et referat af nyhederne de sidste par uger. Først kom det store jordskælv i Myanmar, efterladende flere hundredetusinde mennesker uden bolig, uden familiemedlemmer, uden nødrationer og ak og ve, uden rent vand at drikke. Og så blot et par dage efter, skal vi lægge øjne og ører til den lige så forfærdelige nyhed om et stort jordskælv i Kina, med resultatet + 50.000 døde. Elendigheden er af så store dimensioner, at vi danskere ikke længere kan forholde og til den. 

Forestil sig et barn på 5 år. Et barn med livet foran sig, der burde læbe rundt og leje med sine venner, søskende og forældre. Et barn, der burde være lykkeligt, men som nu står uden forældre, uden mad, uden drikke og med en fremtid, der kræver et mirakel for at blive af nogenlunde standard.

Her sidder vi hjemme i Danmark og har det som blommer i æg. Og desværre forholder det sig sådan, i hvert fald på egen regning, at man ser et indslag i nyhederne, og den første tanke er "koger de nu mere suppe på den historie?", men så snart man finder ud af, hvad man lige har tænkt, sår man straks en anden tanke i hovedet. 

Men vi har desværre bare ikke så meget kærlighed og omsorg for dem, der er uden for vores rækkevidde. Vi har desværre den dårlige vane at vende ryggen til andre menneskers problemer, og den danske ånd fortæller os at vi skal lade andre mennesker om deres, så længe vi bare har vores på det tøre.

Selvom vi helst vil tro, at det er umuligt, kan vi faktisk godt øre noget for disse ofre. Vi kan deltage i petitions på internettet, og skrive under på, at den Myanmarske regering skal åbne for nødhjælpen. Vi kan sende penge til nødhjælpsorganisationerne, eller gå ud for de respektive organisationer og samle ind. Jeg siger ikke dette for at kaste korn for egne høns, men hvis jeg sad i en situation, hvor jeg havde økonomisk overskud til det, ville jeg bidrage med penge til ofrene.

Og så vidt jeg kender familien Danmark, så skulle der nu være friværdi nok til en plovmand til Røde Kors. Ofrene i Myanmar vil i hvert fald få LANGT større nytte af pengene, end I ville få af en kasse rødvin og en mørbradbøf!

Hvad er det vi vil, Danmark?

En veninde havde fået lov at låne min computer til at tjekke mail, og for også lige at tjekke op på de seneste kendisnyheder. Hun besøgte internetportalen MSN Gossip, og her skulle et skræmmende syn møde mig.

"HER ER X-FACTOR MARTINS HEMMELIGE KÆRESTE"

"RIHANNAS SMARTE STØVLER SMITTER AF"

"BRAD OG ANGELINA KAN IKKE STYRE BØRNENE"

"KATIE OG VICTORIA DELER SLANKEMAD"

Det skræmmende er ikke at det sker. Nej, det skræmmende er at jeg, Fredrik Schmidt, skal høre på det. Hvad kan jeg som teenager, der står for at skulle træffe vigtige valg for resten af mit liv bruge disse oplysninger til? Hvad er grunden til at det her er hvad man skal se, når man bare går ind for at tjekke sine mails?

Danskerne er kørt så meget fast i deres trivielle hverdag med arbejde, regninger, børn der skriger, tv-programmer af nøjagtig 25 minutters varighed, reklamer for rengøringsmidler og menstruationsbind, indkøbsmarkeder med de samme stabler med de samme varer, med konstante spekulationer i hvilket tegn der står foran bundtallet sidst på måneden, svedige sokker og andre hverdagstrivialiteter at vi opbygger et behov for at vide at andre mennesker ogå har disse problemer.

Mange mennesker ville prise sig lykkelige hvis de fandt ud af at Cliff Richard har samme IKEA-sofa som dem selv, for så er de jo lige så gode som dem på TV. Andre ville ringe til naboen og invitere på cirkelkaffe, hvis de så Laura fra X-factor med samme læderjakke fra H&M som en selv.

Er danskere godt nok blevet så kedelige, at det der betyder noget for dem er friværdi, at have samme briller som de kendte, at vide vi er lige så gode som dem på TV og fastlæggerplads på livets absolutte in-the-middle-of-nowhere-campingplads?

Kom nu, Danmark. Se livet som en Sankt Hans-aften i Blokhus; du kommer ikke tæt ind til det sjove uden du selv sørger for at presse dig igennem mængden, og når du er der inde kan det godt være du brænder dig på ilden, da mængden skubber dig ind mod den. Men hvis du ikke vil ind til ilden, så bliver det en overdrevet kedelig Sankt Hans-aften!

Alpinski, knæsmerter, paralleldrejninger og cola

Grundet den fyldige overskrift behøver jeg sådan set ikke skrive denne blog over de sidste 2 dage (onsdag, torsdag). De fire nævnte elementer har alle været væsentlige i min trivsel de seneste to dage. Jeg har stået på alpinski, og er hvis jeg selv skal sige det vokset med opgaven. Jeg er stort set ikke væltet udover når jeg har været offpist, jeg er blevet god til at paralleldreje, jeg tør køre med høj fart ned ad bakkerne, og jeg har sidst, men ikke mindst, taget den sorte bakke to gange (noget jeg ellers havde frarådet mig selv på det kraftigste).

Knæsmerterne kan vi desværre ikke komme udenom. De har været der, nogle tidspunkter dog stærkere end andre, men altid har de krøbet sig ind i min bevidsthed. Jeg har heldigvis også nået at blive godt og grundigt solbrændt i ansigtet i løbet af de to dage. Men det er jo som man tager det. Jeg har haft to fantastiske dage, hvor jeg har haft det utroligt sjovt, og hvor jeg har lært at stå på ski bedre end jeg nogensinde havde troet jeg kunne.

Det har været sjovt at se, hvor hurtigt det gik fra tirsdag morgen og til her torsdag eftermiddag, hvor man hele tiden har lært noget, og hvor det er gået hurtigere og hurtigere. Vi havde tirsdag morgen kun de mest grundlæggende ting fra langrend, vi kunne overføre til alpin, og så er det jo ellers bare gået fremad.

Klokken er ved at være 22.00, og om små fire timer skal vi vende skuden hjem mod Danmark, ja mod Aalborg. Det bliver lækkert nok at komme hjem og få slappet af, få drukket noget cola og få noget creme i ansigtet til at dulme solsmerterne.

2 dage til fryd og forandring

Den konstante varme i ansigtet er man efterhånden ved at vænne sig til. Man bliver vel altid lidt rød i ansigtet af at være ude i solen med den reflekterende sne lige op i pæren. Småsnakken kryber sig op ad væggene her inde i hotellets bordega, som efterskolen har fået lov at låne som opholdsrum. En klassisk A-D-E-sang kører i baggrunden fra en håbefuld guitarist, og en gang i mellem hører man et voldsomt grin fra nogle af pigerne. Sådan er det ud fra her, jeg skriver fra lige nu.

Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.

Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.

Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.

Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.

Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...

Uprovokeret, uinspireret, negativ, og så alligevel ikke

Det var så anden dag på langrend her i Hovden. Det har nu været sjovt i dag, da vi var ude på vores eftermiddagstur. Mig og 6-7 andre tog ud på en ur her til eftermiddag, hvor vi stod på ski, havde en ordentlig sneboldkamp, nogle gode bakker og et par fyrstikker. Det var nu vældigt.

Men forud for det går straks en værre historie. Igen i dag har en stor del af skiundervisningen været en smerte et vidst sted. Vi skulle i dag ud i skoven og stå på ski. Det vil helt præcist sige et sted, hvor der er metertyk sne, og hvor uheldet virkelig er ude, hvis man falder. Det gjorde undertegnede et sandt hav af gange; flere af gangene resulterende i at mine ski fjøj af min fod. Og når sneen er så voldsomt høj som den var derude, så er det ikke en smal sag at få skiene på igen. Ens ben bliver opslugt af sneen, og så snart man prøver at få sine ski på igen, ryger man blot længere ned. Sådanne ting gør mig voldsomt arrig, og når det gentages en gang i minuttet stækker det ikke ligefrem det ihærdigt brændende arrighedsbål.

Men nu må vi se, i morgen skal vi op på det store bjerg og nyde, at det går ned ad. Vi skal op på det føromtalte bjerg og stå på ski hele vejen ned ad det. Det skal nok blive sjovt.

.. eller?

Og det fede ved vores hytte, det er at vi griner bare hele tiden! Vi laver ikke andet!

Gul sne, urge og styrt i massevis

Norge blev som vi alle ved for alvor kendt da de var vært for vinterolympiaden i fordums tid. Siden dengang har det kun været rent opsving for Norge. De har fundet ud af at de har olie i undergrunden, de har meldt sig ud af EU, og de har opfundet atomlitiumeksacceleratoren. Et sandt opsving.

Det betyder dog ikke, at det er ren barneleg at begynde med en kold tyrker på langrend. Sleske langrend. Vi blev tvunget ud på langrend her klokken 8:30 i morges. Det var tju-hej. Men vi kom så ned til ski-udlejningen, hvir vi blev ekveperet med en masse skiudstyr. Vi kunne lige køre lidt rundt på en parkeringsplads, hvor jeg (stik imod alle odds?) blev den første der kyssede sneen. Så var stilen ligesom lagt.

Derefter stod den på 2 timer i helvedes forgård med langrendstræning uden stænger og styrt i massevis. Sjældent har jeg været så negativ, og der blev sat krone på værket ved at vi skulle køre de 3 kilometer hjem til hytterne på langrend. Fint nok, nordmænd, HVIS I KUNNE VOKSE MINE SKI ORDENTLIGT!!! Mine ski var blevet vokset med noget voks, der viste sig at være en 20-30 grader celcius for kold. Det resulterede i at der under mine ski samlede sig et 5 centimeters snelag under mine ski, så det var umuligt at komme fremad.

Det løste sig så, og det vistesig at være ret sjovt at stå på langrend, og jeg indvilligede sågar også i en frivillig, dog noget lang tur, her i eftermiddags. Det var meget sjovt, og fik prøvet nogle bakker og en masse opad.

Nu kan man så sætte sig ned i hytten og nyde sin URGE (ja, den man kunne få dengang jeg var meget lille 4-årig dreng), sin 50'er-udseende Kvik Lunsj og sine hytteboer.
Lad os se, hvad morgendagen bringer. Styrt i massevis? Slesk træning? Ondt i fødderne? En god tur i terrænet i morgen eftermiddag? Ingen skihuletur?

Ja, nu må vi se.

Livets forelskelse

Der er tidspunkter i et menneskes liv, hvor man på en eller anden måde ser med glade øjne på meget i hverdagen. Man ser pludselig ikke det irriterende ved folk, man er fyldt af en lunefuld glæde, og føler sig generelt lunefuld. Man skulle egentlig tro man var blevet forelsket.

Lige præcis det er sjovt, for jeg har alle symptomerne. Jeg lever i en god tilstand af en konstant følelse af at være ovenpå, jeg er glad, og jeg ser mange af de små ting i livet, som virkelig gør mig glad. Det kan være små ting. En cykeltur ud i den smukke natur med en god ven. At spille klaver, og mærke hvordan ens glæde smitter af på musikken, og man laver nogle glade, eftertænksomme "kompositioner". At man ser de glade kommentarer man får i løbet af en dag, og selv har overskud til at give tilbage.

Ja, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro jeg var forelsket. Men Pigen mangler bare. Jeg har tænkt lidt over, hvad der fylder mig med denne taknemlighed over livet, og denne glæde. Min konklusion er, at jeg er forelsket i livet. Jeg er ufattelig taknemlig over at være i live, at have en familie, der elsker mig, og som jeg elsker, at have venner som jeg kan komme til med alt, og de kan komme til mig, at jeg kan holde ud bare at være alene, at jeg har evner til at spille musik, og jeg jeg kan mærke at jeg udvikler mig der. Jeg er taknemmelig for mit forhold til min gud, som er fantastisk, jeg ved han lever, og han bekræfter mig i det gang på gang.

Livet for mig, lige nu, i skrivende stund, er noget, jeg ikke kan andet end at være ufattelig taknemmelig over.

Noget, der også har bekræftet mig i det, her i aften , var en snak med 2 gode venner. Vi snakkede om stort og småt, om livet, om det sjove, om forældre, om at give slip, om at komme tættere. At have folk man både kan have det sjovt med og snakke seriøst med, er en gave, enhver i denne situation burde prise sig lykkelig for. Nyd det, det er et privilegium, som måske ikke er sjældent, men noget af det mest kostbare på denne klode.

Og hvor fantastisk er det ikke, at vi lever i et samfund, hvor det jeg bekymrer mig om, er hvad jeg skal huske inden nettet lukkes på skolen klokken 19:30, og at jeg ikke lige har råd til de nyeste vinyler. Tænk at det er de bekymringer vi har. Er det ikke fantastisk?

Hurra for familien Danmark

I aften havde familien Danmark chancen for virkelig at træde i karakter, og bevise at fadøl, Celine Dion og campinghabitter ikke er det eneste, de går op i. De havde alle muligheder for at for en gangs skyld at bevise, at familien Danmarks majoritet kan skelne mellem metervare og ægte kunst.

Men ak! Familien Danmark er ikke kommet for at tage røven på nogen som helst.

Vi kender alle sammen når man er ved stranden og man stiller sig i vandkanten, og lader vandet skylle ind over ens fødder. Fødderne synker lige så stille ned i sandet, altimens de bliver dækket mere og mere af sandet.

Familien Danmark er ham, der står med fødderne i vandkanten. Familien Danmark har bare besluttet sig for, at den ikke vil flytte sig, og vil lige så stille blive opslugt af denne sandet, og til sidst vil kun hovedet være "ovensande". Familien Danmark elsker metervare, ja den lapper det i sig, og røde pølser, Shu-bi-dua, IKEA og boligprogrammer er kommet for at blive, må vi desværre sande.

Og vi kan desværre ikke andet end at sande, at familien Danmark bare er for stor en majoritet i den danske befolkning

Verdens kedeligste dag?

Her er en liste over højdepunkter fra min dag:

- ...

Ja, det var det. Ud over at jeg lige har nydt et stop vandpibe har der sådan set ikke været noget at råbe "HURRAH" for i dag. Min dag er nemlig gået i selskab med mennesker, jeg ikke kender navnene på, som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som jeg er kommet i familie med.

Det hele begyndte i går aftes, da jeg tog diskussionen om min deltagelse i dette arrangement op med mine forældre. De skulle blive i Vejle til lørdag, og selv hvis jeg ikke tog med til denne familiefest, ville jeg kunne komme til Vejle fredag morgen og nyde fredag og lørdag i Vejle. Alternativet til familiefest, vel at mærke inklusive vækning klokken 8.30, var at sove længe torsdag morgen, nyde en hel dag blot med sig selv, salig ro og god musik, og så fredag morgen køre med nogle af familiens venner til Vejle.

Mine forældre formåede, muligvis på magisk vis, at få mig overtalt til at tage med til familiefest, blandt andet med argumentet at der ville være andre teenagere, og at vi kunne hygge os sammen. Det skulle så vise sig at de tog slemt fejl.

Vi ankom til Lunderskov ved 12-tiden (Lunderskov!!!?!?!? Af alle steder Lunderskov!?!?!?), og allerede fra starten kunne jeg fornemme en hvis mat atmosfære fra starten, og min første intuition viste sig at være rigtig. Det var skide kedeligt, og de eneste på min alder, dem havde jeg ikke en skid at snakke om med.

Jeg faldt i snak med en "goth" (?) totalt overkørt, hvis store lidenskab var at citere GAFFA-artikler- og anmeldelser. Han mente at kristendommen gav absolut nul mening, men mente så til gengæld at meningen var at finde i hinduismen (som han heller ikke helt havde styr på). Han lagde ikke skjul på sin åbenbare mangel på begejstring for kristendommen, og endte endda også med at tegne omvendte kors og skrive "anti-krist" på forskellige artikler fra det missionshus, vi befandt os i.

Han var egentlig meget højlydt, og nød meget at bande ad folk, og råbte egentlig forholdsvis tit vendinger, der på grund af sine volumenmæssige storladenheder, naturligvis fik ens opmærksomhed henvendt mod ham. Han ville gerne have vores opmærksomhed, og han prøvede lidt at virke som "den kloge goth", selvom han i mine øjne fælt mislykkedes med det projekt.

Men min dag er gået med 7 timers konstant kedsomhed, og min negative indstilling blev kun brudt ved at jeg i 10 min havde noget social med nogen af de voksne, da jeg røg en smøg med dem. Ellers var det kedsomhed af eklatante dimensioner. Folk man ikke kender, der påstår at kunne huske dengang man gik med ble, hvilket skræmmer mig hver gang.

Nu sidder jeg så i Vejle ved nogen af familiens venner, og nogle andre venner, deribland min gode ven Joakim, kommer i morgen for at nyde en dag i det vejlensiske.

Jeg kan kun håbe på mere indhold i min dag i morgen, ellers er det lige før jeg går neden om og hjem.

God nat, og sov godt!

Åh, fryd!

Så er fødderne på ny plantet på de aalborgensiske gulvbrædder på Merkurvej. Lige nu er jeg bare mig, og ikke 106 andre mennesker i min nærhed - og hvilken usigelig fryd det er. Især efter en 4-ugers kold tyrker med skole, konstant social tilstedeværelse og regler. Så er det nu en gang skønt at komme hjem og plante sig i livets docking-station.

Jeg er kommet hjem til et par væsentlige forandringer i vort lille hjem. Min far ryger ikke længere (det er ikke nyheden i sig selv, nyheden består mere i, at han holder sit rygestop), vi har fået ny bil, min bror og jeg har købt et nyt trommesæt, som jeg nu har set for første gang (jeg er allerede klar til at knytte bånd), og så har jeg skam også fået en lænestol inde på mit lille værelse.
Denne lænestol er ret dejlig. Den er dejlig blød, dog ikke for blød, ja egentlig lige tilpas. Den har en dejlig lysebrun farve, og er lavet i noget dejlig læder; man kan de den er meget brugt, for hynderne er så dejlig slidte og meget rynkede, hvilket ikke giver den andet end sjæl.

Turen går i morgen til Lunderskov, hvor hele min afdødes familie venter, sandsynligvis klar til at udspørge mig om min færden på efterskolen. Mon de egentlig forventer andet svar en "Det er rigtig godt", når de langt om længe får taget sig sammen til at spørge mig, om det er godt at gå på efterskole? Det er vel bare et af de mange etikettespørgsmål, der selvsagt skal fyres af, når man møder disse mennesker. Det er lidt sjovt, at hvor forskellige jeg end er fra disse mennesker, så udspringer vi alle fra 2 mennesker. Kæthe og Bonde Schmidt. Vi har samme blod i årerne. Det er jo bare på alle måder et af livets undere (og gåder!), at alle mennesker bare bevæger sig i forskellige baner. Hvem end, der har placeret os her på denne klode har nu gjort et godt arbejde i ikke bare at lade os være små maskinelle væsener, der alle bevæger sig i samme retning.

Er der overhovedet noget, der hedder at bevæge sig "med strømmen"? Hvem er vi i strømmen? Er du i strømmen? Hvor stor er strømmen? Er der flere strømme? Hvor stammer strømmene fra?

Noget af et kvantespring man laver, så snart der kommer lidt hverdagsfilosofi ind i det?

Fredag d. 14/3 kl. 17:00

Som opfølgning på mit tidligere indlæg, vil jeg nu gøre status over de gode gerninger, jeg har gjort for andre:

- Tørret et bord af for et andet menneske

- Hentet vand, hvor det ikke var mig, der tømte kanden

Det var det. To gode gerninger - og det er halvandet døgn siden, jeg sidst skrev. Tankevækkende? To gode gerninger mod andre mennesker siden onsdag aften. Ikke meget.

Jeg har tænkt lidt over dette lille éndagseksperiment. Tanker, der hvis de udføres, måske kan få mig til at føle mig som et bedre menneske? At prøve at efterleve denne tankegang i min hverdag. At prøve at gøre gode gerninger mod andre mennesker. Det kan måske vise sig som gunstigt, både på et personligt plan, men også set med mine medmenneskers øjne.

Men jeg har dog et lille twist til denne plan. Det er svært nu til dags at gøre gode gerninger mod folk, uden de straks antager man er ude med snøren, eller der bare er en bagtanke bag. Og man vil jo nødig fremstå som en eller anden desperado, som søger accept hos andre mennesker. Men nok om denne undren. Jeg kan jo bare kigge på mine medmenneskers reaktioner, hvis jeg giver dem en hjælpende hånd.

Nok om mine tanker, tangerende til filosofi. Back to the real world, Frede.

Lige nu sidder jeg i en bus, og der er knap nok plads til min computer her. Min klasse holder fest for hele min efterskole, og da vores forstander har lavet en brøler af karat, værende at have lejet skolen ud i en fest-weekend. Det har resulteret i, at vi har rykket festen til et lejrcenter, hvor vi skal være hele weekenden. Vi har overrasket alle de andre på skolen ved først at fortælle dem om dette event her klokken 13.30 i dag, og så var det bare om at komme i gang med at pakke og gøre rent.

Ja, det var lige en lille festlig beretning fra mit indholdsrige liv, som jeg har et kraftigt behov for at dele med eventuelle læsere, og hvis læserne finde disse fornøjelige, ja..? so be it!

Endnu en dag overstået

Klokken er 22:36, og en dag er gået. Gået på den fede måde. Nu behøver man ikke tænke på den engelske stil, man burde have skrevet i løbet af dagen, den kan vente til i morgen, og når i morgen er gået er der kun 1 skoledag, så er det weekend.

 

Men efter en hel dag kan man spørge sig selv "har jeg udrettet noget godt i dag, har jeg gjort noget godt for andre?". Til en store skuffelse, men dog ikke overraskelse, kan man sige "Nej, ikke det store". Når man egentlig tænker over det, gør man faktisk for få gode gerninger. Mange ville måske sige, at det gør de andre heller ikke, så fred være med det.

 

Men i morgen vil jeg sætte mig det mål at gøre gode gerninger mod andre mennesker. Jeg vil gøre folk glade, og det ikke bare med fjollede og irrelevante kommentarer, men med små glade, opmuntrende kommentarer og måske en hjælpende hånd eller to.

 

Så har man jo også noget at skrive om i morgen aften.

(På grund af, at der ikke er internet om aftenen, er denne først udgivet i dag, men dog skrevet i går aftes)

En af de mest essentielle ting ved vores skolesystem, påtvungne opgaver, har nu resulteret i oprettelsen af denne blog.

Jeg har fået til opgave at berette om mine forventninger til og oplevelser med den kommende tur til Norge, som forestår d. 28. marts. Denne beretning har jeg valgt skal være i blog-form. Det bliver skarpt, spændende, ligegyldigt og om muligt humoriskstisk og nytænkende.

Jeg vil indtil videre takke herfra, ønske "pøj-pøj" med livet og gå videre med facebook, myspace og GAFFA her resten af skoledagen.