Lige pludselig var jeg her igen, denne gang med en liste til folk og fæ, der kunne tænke sig at berige mig med en fødselsdags- eller julegave. Ønskerne er som følger:
MUSIK:
Kings of Leon - Only By The Night
Thomas Dybdahl - Oktober trilogien ( http://www.imusic.dk/item/5700771100514/thomas-dybdahl-2006-october-trilogy-3-cd-dvd-cd )
Amy Winehouse - Back To Black
Nick Cave and The Bad Seeds - Dig, Lazarug, Dig!!!, Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus
Pink Floyd - The Wall
Efterklang - Parades ( http://www.gaffashop.dk/shop/efterklang-parades-vinyl-42981p.html )
The Knife - Silent Shout
Sigur Rós - Ágætis Byrjun, Takk, (), Með Suð I Eyrum Við Spilum Endalaust ( http://www.gaffashop.dk/shop/sigur-ros-me%d0-44786p.html )
Foo Fighters - Echoes, Patience, Silence & Grace
The Raveonettes - Lust Lust Lust
Noget med Miles Davis ( http://www.gaffashop.dk/shop/davis-miles-kind-42603p.html http://www.gaffashop.dk/shop/davis-miles-in-41917p.html )
Lambchop - OH! (Ohio)
Kashmir - The Good Life
Kashmir - The Aftermath (CD eller vinyl, ikke DVD)
Sufjan Stevens - Illinois ( http://www.gaffashop.dk/shop/stevens-sufjan-illinoise-36017p.html )
Lykke Li - Youth Novels
Johnny Cash - At Folsom Prison ( http://www.gaffashop.dk/shop/cash-johnny-at-42604p.html )
BØGER:
Thomas Blachmann: Det Kolossale Menneske
Morten Sabroe: Du som er i himlen
Tom Rob Smith: Barn nr. 44
DIVERSE:
Jack-Jack kabel til min bas (Fender Koil Kabel)
Starbuzz vandpibetobak (Royal grape, Blue Mist) (www.thehookah.com)
Riot BOD-1 Baspedal
Kolde kontanter
BEMÆRK: Så vidt muligt ønskes al musikken på vinyl, CD kan også gå, men nærmest heller 1 vinyl end 2 CDer.
Det var et mindre udbud af ønsker, som I så selv kan bestemme om i vil lade jer vejlede af. Nu har I i hvert tilfælde noget at pejle jer ind med.
Vil blive opdateret løbende efterhånden som fødselsdags- og julegaveønskerne så stille maler sig for min på mit indre ønskelærred.
mandag den 10. november 2008
tirsdag den 20. maj 2008
Menneskeliv eller mørbradbøf?
Død, ødelæggelse, møje og elendighed. Værsgo', et referat af nyhederne de sidste par uger. Først kom det store jordskælv i Myanmar, efterladende flere hundredetusinde mennesker uden bolig, uden familiemedlemmer, uden nødrationer og ak og ve, uden rent vand at drikke. Og så blot et par dage efter, skal vi lægge øjne og ører til den lige så forfærdelige nyhed om et stort jordskælv i Kina, med resultatet + 50.000 døde. Elendigheden er af så store dimensioner, at vi danskere ikke længere kan forholde og til den.
Forestil sig et barn på 5 år. Et barn med livet foran sig, der burde læbe rundt og leje med sine venner, søskende og forældre. Et barn, der burde være lykkeligt, men som nu står uden forældre, uden mad, uden drikke og med en fremtid, der kræver et mirakel for at blive af nogenlunde standard.
Her sidder vi hjemme i Danmark og har det som blommer i æg. Og desværre forholder det sig sådan, i hvert fald på egen regning, at man ser et indslag i nyhederne, og den første tanke er "koger de nu mere suppe på den historie?", men så snart man finder ud af, hvad man lige har tænkt, sår man straks en anden tanke i hovedet.
Men vi har desværre bare ikke så meget kærlighed og omsorg for dem, der er uden for vores rækkevidde. Vi har desværre den dårlige vane at vende ryggen til andre menneskers problemer, og den danske ånd fortæller os at vi skal lade andre mennesker om deres, så længe vi bare har vores på det tøre.
Selvom vi helst vil tro, at det er umuligt, kan vi faktisk godt øre noget for disse ofre. Vi kan deltage i petitions på internettet, og skrive under på, at den Myanmarske regering skal åbne for nødhjælpen. Vi kan sende penge til nødhjælpsorganisationerne, eller gå ud for de respektive organisationer og samle ind. Jeg siger ikke dette for at kaste korn for egne høns, men hvis jeg sad i en situation, hvor jeg havde økonomisk overskud til det, ville jeg bidrage med penge til ofrene.
Og så vidt jeg kender familien Danmark, så skulle der nu være friværdi nok til en plovmand til Røde Kors. Ofrene i Myanmar vil i hvert fald få LANGT større nytte af pengene, end I ville få af en kasse rødvin og en mørbradbøf!
fredag den 4. april 2008
Hvad er det vi vil, Danmark?
En veninde havde fået lov at låne min computer til at tjekke mail, og for også lige at tjekke op på de seneste kendisnyheder. Hun besøgte internetportalen MSN Gossip, og her skulle et skræmmende syn møde mig.
"HER ER X-FACTOR MARTINS HEMMELIGE KÆRESTE"
"RIHANNAS SMARTE STØVLER SMITTER AF"
"BRAD OG ANGELINA KAN IKKE STYRE BØRNENE"
"KATIE OG VICTORIA DELER SLANKEMAD"
Det skræmmende er ikke at det sker. Nej, det skræmmende er at jeg, Fredrik Schmidt, skal høre på det. Hvad kan jeg som teenager, der står for at skulle træffe vigtige valg for resten af mit liv bruge disse oplysninger til? Hvad er grunden til at det her er hvad man skal se, når man bare går ind for at tjekke sine mails?
Danskerne er kørt så meget fast i deres trivielle hverdag med arbejde, regninger, børn der skriger, tv-programmer af nøjagtig 25 minutters varighed, reklamer for rengøringsmidler og menstruationsbind, indkøbsmarkeder med de samme stabler med de samme varer, med konstante spekulationer i hvilket tegn der står foran bundtallet sidst på måneden, svedige sokker og andre hverdagstrivialiteter at vi opbygger et behov for at vide at andre mennesker ogå har disse problemer.
Mange mennesker ville prise sig lykkelige hvis de fandt ud af at Cliff Richard har samme IKEA-sofa som dem selv, for så er de jo lige så gode som dem på TV. Andre ville ringe til naboen og invitere på cirkelkaffe, hvis de så Laura fra X-factor med samme læderjakke fra H&M som en selv.
Er danskere godt nok blevet så kedelige, at det der betyder noget for dem er friværdi, at have samme briller som de kendte, at vide vi er lige så gode som dem på TV og fastlæggerplads på livets absolutte in-the-middle-of-nowhere-campingplads?
Kom nu, Danmark. Se livet som en Sankt Hans-aften i Blokhus; du kommer ikke tæt ind til det sjove uden du selv sørger for at presse dig igennem mængden, og når du er der inde kan det godt være du brænder dig på ilden, da mængden skubber dig ind mod den. Men hvis du ikke vil ind til ilden, så bliver det en overdrevet kedelig Sankt Hans-aften!
"HER ER X-FACTOR MARTINS HEMMELIGE KÆRESTE"
"RIHANNAS SMARTE STØVLER SMITTER AF"
"BRAD OG ANGELINA KAN IKKE STYRE BØRNENE"
"KATIE OG VICTORIA DELER SLANKEMAD"
Det skræmmende er ikke at det sker. Nej, det skræmmende er at jeg, Fredrik Schmidt, skal høre på det. Hvad kan jeg som teenager, der står for at skulle træffe vigtige valg for resten af mit liv bruge disse oplysninger til? Hvad er grunden til at det her er hvad man skal se, når man bare går ind for at tjekke sine mails?
Danskerne er kørt så meget fast i deres trivielle hverdag med arbejde, regninger, børn der skriger, tv-programmer af nøjagtig 25 minutters varighed, reklamer for rengøringsmidler og menstruationsbind, indkøbsmarkeder med de samme stabler med de samme varer, med konstante spekulationer i hvilket tegn der står foran bundtallet sidst på måneden, svedige sokker og andre hverdagstrivialiteter at vi opbygger et behov for at vide at andre mennesker ogå har disse problemer.
Mange mennesker ville prise sig lykkelige hvis de fandt ud af at Cliff Richard har samme IKEA-sofa som dem selv, for så er de jo lige så gode som dem på TV. Andre ville ringe til naboen og invitere på cirkelkaffe, hvis de så Laura fra X-factor med samme læderjakke fra H&M som en selv.
Er danskere godt nok blevet så kedelige, at det der betyder noget for dem er friværdi, at have samme briller som de kendte, at vide vi er lige så gode som dem på TV og fastlæggerplads på livets absolutte in-the-middle-of-nowhere-campingplads?
Kom nu, Danmark. Se livet som en Sankt Hans-aften i Blokhus; du kommer ikke tæt ind til det sjove uden du selv sørger for at presse dig igennem mængden, og når du er der inde kan det godt være du brænder dig på ilden, da mængden skubber dig ind mod den. Men hvis du ikke vil ind til ilden, så bliver det en overdrevet kedelig Sankt Hans-aften!
torsdag den 3. april 2008
Alpinski, knæsmerter, paralleldrejninger og cola
Grundet den fyldige overskrift behøver jeg sådan set ikke skrive denne blog over de sidste 2 dage (onsdag, torsdag). De fire nævnte elementer har alle været væsentlige i min trivsel de seneste to dage. Jeg har stået på alpinski, og er hvis jeg selv skal sige det vokset med opgaven. Jeg er stort set ikke væltet udover når jeg har været offpist, jeg er blevet god til at paralleldreje, jeg tør køre med høj fart ned ad bakkerne, og jeg har sidst, men ikke mindst, taget den sorte bakke to gange (noget jeg ellers havde frarådet mig selv på det kraftigste).
Knæsmerterne kan vi desværre ikke komme udenom. De har været der, nogle tidspunkter dog stærkere end andre, men altid har de krøbet sig ind i min bevidsthed. Jeg har heldigvis også nået at blive godt og grundigt solbrændt i ansigtet i løbet af de to dage. Men det er jo som man tager det. Jeg har haft to fantastiske dage, hvor jeg har haft det utroligt sjovt, og hvor jeg har lært at stå på ski bedre end jeg nogensinde havde troet jeg kunne.
Det har været sjovt at se, hvor hurtigt det gik fra tirsdag morgen og til her torsdag eftermiddag, hvor man hele tiden har lært noget, og hvor det er gået hurtigere og hurtigere. Vi havde tirsdag morgen kun de mest grundlæggende ting fra langrend, vi kunne overføre til alpin, og så er det jo ellers bare gået fremad.
Klokken er ved at være 22.00, og om små fire timer skal vi vende skuden hjem mod Danmark, ja mod Aalborg. Det bliver lækkert nok at komme hjem og få slappet af, få drukket noget cola og få noget creme i ansigtet til at dulme solsmerterne.
Knæsmerterne kan vi desværre ikke komme udenom. De har været der, nogle tidspunkter dog stærkere end andre, men altid har de krøbet sig ind i min bevidsthed. Jeg har heldigvis også nået at blive godt og grundigt solbrændt i ansigtet i løbet af de to dage. Men det er jo som man tager det. Jeg har haft to fantastiske dage, hvor jeg har haft det utroligt sjovt, og hvor jeg har lært at stå på ski bedre end jeg nogensinde havde troet jeg kunne.
Det har været sjovt at se, hvor hurtigt det gik fra tirsdag morgen og til her torsdag eftermiddag, hvor man hele tiden har lært noget, og hvor det er gået hurtigere og hurtigere. Vi havde tirsdag morgen kun de mest grundlæggende ting fra langrend, vi kunne overføre til alpin, og så er det jo ellers bare gået fremad.
Klokken er ved at være 22.00, og om små fire timer skal vi vende skuden hjem mod Danmark, ja mod Aalborg. Det bliver lækkert nok at komme hjem og få slappet af, få drukket noget cola og få noget creme i ansigtet til at dulme solsmerterne.
tirsdag den 1. april 2008
2 dage til fryd og forandring
Den konstante varme i ansigtet er man efterhånden ved at vænne sig til. Man bliver vel altid lidt rød i ansigtet af at være ude i solen med den reflekterende sne lige op i pæren. Småsnakken kryber sig op ad væggene her inde i hotellets bordega, som efterskolen har fået lov at låne som opholdsrum. En klassisk A-D-E-sang kører i baggrunden fra en håbefuld guitarist, og en gang i mellem hører man et voldsomt grin fra nogle af pigerne. Sådan er det ud fra her, jeg skriver fra lige nu.
Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.
Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.
Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.
Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.
Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...
Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.
Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.
Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.
Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.
Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...
søndag den 30. marts 2008
Uprovokeret, uinspireret, negativ, og så alligevel ikke
Det var så anden dag på langrend her i Hovden. Det har nu været sjovt i dag, da vi var ude på vores eftermiddagstur. Mig og 6-7 andre tog ud på en ur her til eftermiddag, hvor vi stod på ski, havde en ordentlig sneboldkamp, nogle gode bakker og et par fyrstikker. Det var nu vældigt.
Men forud for det går straks en værre historie. Igen i dag har en stor del af skiundervisningen været en smerte et vidst sted. Vi skulle i dag ud i skoven og stå på ski. Det vil helt præcist sige et sted, hvor der er metertyk sne, og hvor uheldet virkelig er ude, hvis man falder. Det gjorde undertegnede et sandt hav af gange; flere af gangene resulterende i at mine ski fjøj af min fod. Og når sneen er så voldsomt høj som den var derude, så er det ikke en smal sag at få skiene på igen. Ens ben bliver opslugt af sneen, og så snart man prøver at få sine ski på igen, ryger man blot længere ned. Sådanne ting gør mig voldsomt arrig, og når det gentages en gang i minuttet stækker det ikke ligefrem det ihærdigt brændende arrighedsbål.
Men nu må vi se, i morgen skal vi op på det store bjerg og nyde, at det går ned ad. Vi skal op på det føromtalte bjerg og stå på ski hele vejen ned ad det. Det skal nok blive sjovt.
.. eller?
Og det fede ved vores hytte, det er at vi griner bare hele tiden! Vi laver ikke andet!
Men forud for det går straks en værre historie. Igen i dag har en stor del af skiundervisningen været en smerte et vidst sted. Vi skulle i dag ud i skoven og stå på ski. Det vil helt præcist sige et sted, hvor der er metertyk sne, og hvor uheldet virkelig er ude, hvis man falder. Det gjorde undertegnede et sandt hav af gange; flere af gangene resulterende i at mine ski fjøj af min fod. Og når sneen er så voldsomt høj som den var derude, så er det ikke en smal sag at få skiene på igen. Ens ben bliver opslugt af sneen, og så snart man prøver at få sine ski på igen, ryger man blot længere ned. Sådanne ting gør mig voldsomt arrig, og når det gentages en gang i minuttet stækker det ikke ligefrem det ihærdigt brændende arrighedsbål.
Men nu må vi se, i morgen skal vi op på det store bjerg og nyde, at det går ned ad. Vi skal op på det føromtalte bjerg og stå på ski hele vejen ned ad det. Det skal nok blive sjovt.
.. eller?
Og det fede ved vores hytte, det er at vi griner bare hele tiden! Vi laver ikke andet!
lørdag den 29. marts 2008
Gul sne, urge og styrt i massevis
Norge blev som vi alle ved for alvor kendt da de var vært for vinterolympiaden i fordums tid. Siden dengang har det kun været rent opsving for Norge. De har fundet ud af at de har olie i undergrunden, de har meldt sig ud af EU, og de har opfundet atomlitiumeksacceleratoren. Et sandt opsving.
Det betyder dog ikke, at det er ren barneleg at begynde med en kold tyrker på langrend. Sleske langrend. Vi blev tvunget ud på langrend her klokken 8:30 i morges. Det var tju-hej. Men vi kom så ned til ski-udlejningen, hvir vi blev ekveperet med en masse skiudstyr. Vi kunne lige køre lidt rundt på en parkeringsplads, hvor jeg (stik imod alle odds?) blev den første der kyssede sneen. Så var stilen ligesom lagt.
Derefter stod den på 2 timer i helvedes forgård med langrendstræning uden stænger og styrt i massevis. Sjældent har jeg været så negativ, og der blev sat krone på værket ved at vi skulle køre de 3 kilometer hjem til hytterne på langrend. Fint nok, nordmænd, HVIS I KUNNE VOKSE MINE SKI ORDENTLIGT!!! Mine ski var blevet vokset med noget voks, der viste sig at være en 20-30 grader celcius for kold. Det resulterede i at der under mine ski samlede sig et 5 centimeters snelag under mine ski, så det var umuligt at komme fremad.
Det løste sig så, og det vistesig at være ret sjovt at stå på langrend, og jeg indvilligede sågar også i en frivillig, dog noget lang tur, her i eftermiddags. Det var meget sjovt, og fik prøvet nogle bakker og en masse opad.
Nu kan man så sætte sig ned i hytten og nyde sin URGE (ja, den man kunne få dengang jeg var meget lille 4-årig dreng), sin 50'er-udseende Kvik Lunsj og sine hytteboer.
Lad os se, hvad morgendagen bringer. Styrt i massevis? Slesk træning? Ondt i fødderne? En god tur i terrænet i morgen eftermiddag? Ingen skihuletur?
Ja, nu må vi se.
Det betyder dog ikke, at det er ren barneleg at begynde med en kold tyrker på langrend. Sleske langrend. Vi blev tvunget ud på langrend her klokken 8:30 i morges. Det var tju-hej. Men vi kom så ned til ski-udlejningen, hvir vi blev ekveperet med en masse skiudstyr. Vi kunne lige køre lidt rundt på en parkeringsplads, hvor jeg (stik imod alle odds?) blev den første der kyssede sneen. Så var stilen ligesom lagt.
Derefter stod den på 2 timer i helvedes forgård med langrendstræning uden stænger og styrt i massevis. Sjældent har jeg været så negativ, og der blev sat krone på værket ved at vi skulle køre de 3 kilometer hjem til hytterne på langrend. Fint nok, nordmænd, HVIS I KUNNE VOKSE MINE SKI ORDENTLIGT!!! Mine ski var blevet vokset med noget voks, der viste sig at være en 20-30 grader celcius for kold. Det resulterede i at der under mine ski samlede sig et 5 centimeters snelag under mine ski, så det var umuligt at komme fremad.
Det løste sig så, og det vistesig at være ret sjovt at stå på langrend, og jeg indvilligede sågar også i en frivillig, dog noget lang tur, her i eftermiddags. Det var meget sjovt, og fik prøvet nogle bakker og en masse opad.
Nu kan man så sætte sig ned i hytten og nyde sin URGE (ja, den man kunne få dengang jeg var meget lille 4-årig dreng), sin 50'er-udseende Kvik Lunsj og sine hytteboer.
Lad os se, hvad morgendagen bringer. Styrt i massevis? Slesk træning? Ondt i fødderne? En god tur i terrænet i morgen eftermiddag? Ingen skihuletur?
Ja, nu må vi se.
Abonner på:
Opslag (Atom)