2 dage til fryd og forandring

Den konstante varme i ansigtet er man efterhånden ved at vænne sig til. Man bliver vel altid lidt rød i ansigtet af at være ude i solen med den reflekterende sne lige op i pæren. Småsnakken kryber sig op ad væggene her inde i hotellets bordega, som efterskolen har fået lov at låne som opholdsrum. En klassisk A-D-E-sang kører i baggrunden fra en håbefuld guitarist, og en gang i mellem hører man et voldsomt grin fra nogle af pigerne. Sådan er det ud fra her, jeg skriver fra lige nu.

Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.

Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.

Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.

Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.

Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...