Hvad er det vi vil, Danmark?

En veninde havde fået lov at låne min computer til at tjekke mail, og for også lige at tjekke op på de seneste kendisnyheder. Hun besøgte internetportalen MSN Gossip, og her skulle et skræmmende syn møde mig.

"HER ER X-FACTOR MARTINS HEMMELIGE KÆRESTE"

"RIHANNAS SMARTE STØVLER SMITTER AF"

"BRAD OG ANGELINA KAN IKKE STYRE BØRNENE"

"KATIE OG VICTORIA DELER SLANKEMAD"

Det skræmmende er ikke at det sker. Nej, det skræmmende er at jeg, Fredrik Schmidt, skal høre på det. Hvad kan jeg som teenager, der står for at skulle træffe vigtige valg for resten af mit liv bruge disse oplysninger til? Hvad er grunden til at det her er hvad man skal se, når man bare går ind for at tjekke sine mails?

Danskerne er kørt så meget fast i deres trivielle hverdag med arbejde, regninger, børn der skriger, tv-programmer af nøjagtig 25 minutters varighed, reklamer for rengøringsmidler og menstruationsbind, indkøbsmarkeder med de samme stabler med de samme varer, med konstante spekulationer i hvilket tegn der står foran bundtallet sidst på måneden, svedige sokker og andre hverdagstrivialiteter at vi opbygger et behov for at vide at andre mennesker ogå har disse problemer.

Mange mennesker ville prise sig lykkelige hvis de fandt ud af at Cliff Richard har samme IKEA-sofa som dem selv, for så er de jo lige så gode som dem på TV. Andre ville ringe til naboen og invitere på cirkelkaffe, hvis de så Laura fra X-factor med samme læderjakke fra H&M som en selv.

Er danskere godt nok blevet så kedelige, at det der betyder noget for dem er friværdi, at have samme briller som de kendte, at vide vi er lige så gode som dem på TV og fastlæggerplads på livets absolutte in-the-middle-of-nowhere-campingplads?

Kom nu, Danmark. Se livet som en Sankt Hans-aften i Blokhus; du kommer ikke tæt ind til det sjove uden du selv sørger for at presse dig igennem mængden, og når du er der inde kan det godt være du brænder dig på ilden, da mængden skubber dig ind mod den. Men hvis du ikke vil ind til ilden, så bliver det en overdrevet kedelig Sankt Hans-aften!

Alpinski, knæsmerter, paralleldrejninger og cola

Grundet den fyldige overskrift behøver jeg sådan set ikke skrive denne blog over de sidste 2 dage (onsdag, torsdag). De fire nævnte elementer har alle været væsentlige i min trivsel de seneste to dage. Jeg har stået på alpinski, og er hvis jeg selv skal sige det vokset med opgaven. Jeg er stort set ikke væltet udover når jeg har været offpist, jeg er blevet god til at paralleldreje, jeg tør køre med høj fart ned ad bakkerne, og jeg har sidst, men ikke mindst, taget den sorte bakke to gange (noget jeg ellers havde frarådet mig selv på det kraftigste).

Knæsmerterne kan vi desværre ikke komme udenom. De har været der, nogle tidspunkter dog stærkere end andre, men altid har de krøbet sig ind i min bevidsthed. Jeg har heldigvis også nået at blive godt og grundigt solbrændt i ansigtet i løbet af de to dage. Men det er jo som man tager det. Jeg har haft to fantastiske dage, hvor jeg har haft det utroligt sjovt, og hvor jeg har lært at stå på ski bedre end jeg nogensinde havde troet jeg kunne.

Det har været sjovt at se, hvor hurtigt det gik fra tirsdag morgen og til her torsdag eftermiddag, hvor man hele tiden har lært noget, og hvor det er gået hurtigere og hurtigere. Vi havde tirsdag morgen kun de mest grundlæggende ting fra langrend, vi kunne overføre til alpin, og så er det jo ellers bare gået fremad.

Klokken er ved at være 22.00, og om små fire timer skal vi vende skuden hjem mod Danmark, ja mod Aalborg. Det bliver lækkert nok at komme hjem og få slappet af, få drukket noget cola og få noget creme i ansigtet til at dulme solsmerterne.

2 dage til fryd og forandring

Den konstante varme i ansigtet er man efterhånden ved at vænne sig til. Man bliver vel altid lidt rød i ansigtet af at være ude i solen med den reflekterende sne lige op i pæren. Småsnakken kryber sig op ad væggene her inde i hotellets bordega, som efterskolen har fået lov at låne som opholdsrum. En klassisk A-D-E-sang kører i baggrunden fra en håbefuld guitarist, og en gang i mellem hører man et voldsomt grin fra nogle af pigerne. Sådan er det ud fra her, jeg skriver fra lige nu.

Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.

Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.

Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.

Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.

Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...

Uprovokeret, uinspireret, negativ, og så alligevel ikke

Det var så anden dag på langrend her i Hovden. Det har nu været sjovt i dag, da vi var ude på vores eftermiddagstur. Mig og 6-7 andre tog ud på en ur her til eftermiddag, hvor vi stod på ski, havde en ordentlig sneboldkamp, nogle gode bakker og et par fyrstikker. Det var nu vældigt.

Men forud for det går straks en værre historie. Igen i dag har en stor del af skiundervisningen været en smerte et vidst sted. Vi skulle i dag ud i skoven og stå på ski. Det vil helt præcist sige et sted, hvor der er metertyk sne, og hvor uheldet virkelig er ude, hvis man falder. Det gjorde undertegnede et sandt hav af gange; flere af gangene resulterende i at mine ski fjøj af min fod. Og når sneen er så voldsomt høj som den var derude, så er det ikke en smal sag at få skiene på igen. Ens ben bliver opslugt af sneen, og så snart man prøver at få sine ski på igen, ryger man blot længere ned. Sådanne ting gør mig voldsomt arrig, og når det gentages en gang i minuttet stækker det ikke ligefrem det ihærdigt brændende arrighedsbål.

Men nu må vi se, i morgen skal vi op på det store bjerg og nyde, at det går ned ad. Vi skal op på det føromtalte bjerg og stå på ski hele vejen ned ad det. Det skal nok blive sjovt.

.. eller?

Og det fede ved vores hytte, det er at vi griner bare hele tiden! Vi laver ikke andet!

Gul sne, urge og styrt i massevis

Norge blev som vi alle ved for alvor kendt da de var vært for vinterolympiaden i fordums tid. Siden dengang har det kun været rent opsving for Norge. De har fundet ud af at de har olie i undergrunden, de har meldt sig ud af EU, og de har opfundet atomlitiumeksacceleratoren. Et sandt opsving.

Det betyder dog ikke, at det er ren barneleg at begynde med en kold tyrker på langrend. Sleske langrend. Vi blev tvunget ud på langrend her klokken 8:30 i morges. Det var tju-hej. Men vi kom så ned til ski-udlejningen, hvir vi blev ekveperet med en masse skiudstyr. Vi kunne lige køre lidt rundt på en parkeringsplads, hvor jeg (stik imod alle odds?) blev den første der kyssede sneen. Så var stilen ligesom lagt.

Derefter stod den på 2 timer i helvedes forgård med langrendstræning uden stænger og styrt i massevis. Sjældent har jeg været så negativ, og der blev sat krone på værket ved at vi skulle køre de 3 kilometer hjem til hytterne på langrend. Fint nok, nordmænd, HVIS I KUNNE VOKSE MINE SKI ORDENTLIGT!!! Mine ski var blevet vokset med noget voks, der viste sig at være en 20-30 grader celcius for kold. Det resulterede i at der under mine ski samlede sig et 5 centimeters snelag under mine ski, så det var umuligt at komme fremad.

Det løste sig så, og det vistesig at være ret sjovt at stå på langrend, og jeg indvilligede sågar også i en frivillig, dog noget lang tur, her i eftermiddags. Det var meget sjovt, og fik prøvet nogle bakker og en masse opad.

Nu kan man så sætte sig ned i hytten og nyde sin URGE (ja, den man kunne få dengang jeg var meget lille 4-årig dreng), sin 50'er-udseende Kvik Lunsj og sine hytteboer.
Lad os se, hvad morgendagen bringer. Styrt i massevis? Slesk træning? Ondt i fødderne? En god tur i terrænet i morgen eftermiddag? Ingen skihuletur?

Ja, nu må vi se.

Livets forelskelse

Der er tidspunkter i et menneskes liv, hvor man på en eller anden måde ser med glade øjne på meget i hverdagen. Man ser pludselig ikke det irriterende ved folk, man er fyldt af en lunefuld glæde, og føler sig generelt lunefuld. Man skulle egentlig tro man var blevet forelsket.

Lige præcis det er sjovt, for jeg har alle symptomerne. Jeg lever i en god tilstand af en konstant følelse af at være ovenpå, jeg er glad, og jeg ser mange af de små ting i livet, som virkelig gør mig glad. Det kan være små ting. En cykeltur ud i den smukke natur med en god ven. At spille klaver, og mærke hvordan ens glæde smitter af på musikken, og man laver nogle glade, eftertænksomme "kompositioner". At man ser de glade kommentarer man får i løbet af en dag, og selv har overskud til at give tilbage.

Ja, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro jeg var forelsket. Men Pigen mangler bare. Jeg har tænkt lidt over, hvad der fylder mig med denne taknemlighed over livet, og denne glæde. Min konklusion er, at jeg er forelsket i livet. Jeg er ufattelig taknemlig over at være i live, at have en familie, der elsker mig, og som jeg elsker, at have venner som jeg kan komme til med alt, og de kan komme til mig, at jeg kan holde ud bare at være alene, at jeg har evner til at spille musik, og jeg jeg kan mærke at jeg udvikler mig der. Jeg er taknemmelig for mit forhold til min gud, som er fantastisk, jeg ved han lever, og han bekræfter mig i det gang på gang.

Livet for mig, lige nu, i skrivende stund, er noget, jeg ikke kan andet end at være ufattelig taknemmelig over.

Noget, der også har bekræftet mig i det, her i aften , var en snak med 2 gode venner. Vi snakkede om stort og småt, om livet, om det sjove, om forældre, om at give slip, om at komme tættere. At have folk man både kan have det sjovt med og snakke seriøst med, er en gave, enhver i denne situation burde prise sig lykkelig for. Nyd det, det er et privilegium, som måske ikke er sjældent, men noget af det mest kostbare på denne klode.

Og hvor fantastisk er det ikke, at vi lever i et samfund, hvor det jeg bekymrer mig om, er hvad jeg skal huske inden nettet lukkes på skolen klokken 19:30, og at jeg ikke lige har råd til de nyeste vinyler. Tænk at det er de bekymringer vi har. Er det ikke fantastisk?

Hurra for familien Danmark

I aften havde familien Danmark chancen for virkelig at træde i karakter, og bevise at fadøl, Celine Dion og campinghabitter ikke er det eneste, de går op i. De havde alle muligheder for at for en gangs skyld at bevise, at familien Danmarks majoritet kan skelne mellem metervare og ægte kunst.

Men ak! Familien Danmark er ikke kommet for at tage røven på nogen som helst.

Vi kender alle sammen når man er ved stranden og man stiller sig i vandkanten, og lader vandet skylle ind over ens fødder. Fødderne synker lige så stille ned i sandet, altimens de bliver dækket mere og mere af sandet.

Familien Danmark er ham, der står med fødderne i vandkanten. Familien Danmark har bare besluttet sig for, at den ikke vil flytte sig, og vil lige så stille blive opslugt af denne sandet, og til sidst vil kun hovedet være "ovensande". Familien Danmark elsker metervare, ja den lapper det i sig, og røde pølser, Shu-bi-dua, IKEA og boligprogrammer er kommet for at blive, må vi desværre sande.

Og vi kan desværre ikke andet end at sande, at familien Danmark bare er for stor en majoritet i den danske befolkning