Hvad er det vi vil, Danmark?

En veninde havde fået lov at låne min computer til at tjekke mail, og for også lige at tjekke op på de seneste kendisnyheder. Hun besøgte internetportalen MSN Gossip, og her skulle et skræmmende syn møde mig.

"HER ER X-FACTOR MARTINS HEMMELIGE KÆRESTE"

"RIHANNAS SMARTE STØVLER SMITTER AF"

"BRAD OG ANGELINA KAN IKKE STYRE BØRNENE"

"KATIE OG VICTORIA DELER SLANKEMAD"

Det skræmmende er ikke at det sker. Nej, det skræmmende er at jeg, Fredrik Schmidt, skal høre på det. Hvad kan jeg som teenager, der står for at skulle træffe vigtige valg for resten af mit liv bruge disse oplysninger til? Hvad er grunden til at det her er hvad man skal se, når man bare går ind for at tjekke sine mails?

Danskerne er kørt så meget fast i deres trivielle hverdag med arbejde, regninger, børn der skriger, tv-programmer af nøjagtig 25 minutters varighed, reklamer for rengøringsmidler og menstruationsbind, indkøbsmarkeder med de samme stabler med de samme varer, med konstante spekulationer i hvilket tegn der står foran bundtallet sidst på måneden, svedige sokker og andre hverdagstrivialiteter at vi opbygger et behov for at vide at andre mennesker ogå har disse problemer.

Mange mennesker ville prise sig lykkelige hvis de fandt ud af at Cliff Richard har samme IKEA-sofa som dem selv, for så er de jo lige så gode som dem på TV. Andre ville ringe til naboen og invitere på cirkelkaffe, hvis de så Laura fra X-factor med samme læderjakke fra H&M som en selv.

Er danskere godt nok blevet så kedelige, at det der betyder noget for dem er friværdi, at have samme briller som de kendte, at vide vi er lige så gode som dem på TV og fastlæggerplads på livets absolutte in-the-middle-of-nowhere-campingplads?

Kom nu, Danmark. Se livet som en Sankt Hans-aften i Blokhus; du kommer ikke tæt ind til det sjove uden du selv sørger for at presse dig igennem mængden, og når du er der inde kan det godt være du brænder dig på ilden, da mængden skubber dig ind mod den. Men hvis du ikke vil ind til ilden, så bliver det en overdrevet kedelig Sankt Hans-aften!

Alpinski, knæsmerter, paralleldrejninger og cola

Grundet den fyldige overskrift behøver jeg sådan set ikke skrive denne blog over de sidste 2 dage (onsdag, torsdag). De fire nævnte elementer har alle været væsentlige i min trivsel de seneste to dage. Jeg har stået på alpinski, og er hvis jeg selv skal sige det vokset med opgaven. Jeg er stort set ikke væltet udover når jeg har været offpist, jeg er blevet god til at paralleldreje, jeg tør køre med høj fart ned ad bakkerne, og jeg har sidst, men ikke mindst, taget den sorte bakke to gange (noget jeg ellers havde frarådet mig selv på det kraftigste).

Knæsmerterne kan vi desværre ikke komme udenom. De har været der, nogle tidspunkter dog stærkere end andre, men altid har de krøbet sig ind i min bevidsthed. Jeg har heldigvis også nået at blive godt og grundigt solbrændt i ansigtet i løbet af de to dage. Men det er jo som man tager det. Jeg har haft to fantastiske dage, hvor jeg har haft det utroligt sjovt, og hvor jeg har lært at stå på ski bedre end jeg nogensinde havde troet jeg kunne.

Det har været sjovt at se, hvor hurtigt det gik fra tirsdag morgen og til her torsdag eftermiddag, hvor man hele tiden har lært noget, og hvor det er gået hurtigere og hurtigere. Vi havde tirsdag morgen kun de mest grundlæggende ting fra langrend, vi kunne overføre til alpin, og så er det jo ellers bare gået fremad.

Klokken er ved at være 22.00, og om små fire timer skal vi vende skuden hjem mod Danmark, ja mod Aalborg. Det bliver lækkert nok at komme hjem og få slappet af, få drukket noget cola og få noget creme i ansigtet til at dulme solsmerterne.

2 dage til fryd og forandring

Den konstante varme i ansigtet er man efterhånden ved at vænne sig til. Man bliver vel altid lidt rød i ansigtet af at være ude i solen med den reflekterende sne lige op i pæren. Småsnakken kryber sig op ad væggene her inde i hotellets bordega, som efterskolen har fået lov at låne som opholdsrum. En klassisk A-D-E-sang kører i baggrunden fra en håbefuld guitarist, og en gang i mellem hører man et voldsomt grin fra nogle af pigerne. Sådan er det ud fra her, jeg skriver fra lige nu.

Dagen i går (mandag) gik meget stille og roligt. Da vi skulle ud på langrendsløjperne (den føromtalte tur ned ad bjerget var aflyst) kunne mig og Holme (Miles) ikke finde vores skistøvler. Det resulterede i at vi blev nødt til at aflyse dagens kørsel, og den gode Joe (Grove) blev hjemme i hytten og holdt os ved selskab. Vi hyggede os noget så grusomt, og Joe og jeg overværede Holme kævle nogle smøger. Vi synes ikke han skulle stå alene udenfor, så vi holdt ham ved selskab. Da klokken blev to skulle vi langt om længe have de nok så hypede alpinski, som vi havde hørt så meget godt om. Jeg prøvede, uden det store held, at stå lidt på den ude på parkeringspladsen ved skicentret. Ellers var dagen bare fyldt med hyttehygge.

Egentlig burde man begynde at frygte at ens fødder pludselig skal konvertere til at pege indad konsekvent, i disse dage med alpinski. Det føles ikke som om den dag er ret langt væk. Knæene værker, ligeledes gør ryggen, og halsen har sågar også en off-day. Men jeg er på toppen af bjerget, helt oppe ved den sorte pist. Metaforisk set, altså. I dag er det ikke blevet til andet end rød, blå og grønne bakker; dog er dette ikke at kimse ad, da det i dag har været min jomfrutur med alpinski. Egentlig er jeg ret stolt.

Alpinski er bare sjovt. Det går nedad hele tiden, med undtagelse af få tidspunkter på pisterne. Det er dog typisk kun 10-15 meter, hvilket er lige til at holde til, når man kommet med 20-30 kilometer i timen. Men nedad går det, og hvis man tillader sig selv det, så kan man komme frem ad med voldsom fart. Men man lader være at "plove" i bare 5 sekunder, går det virkelig stærkt (NB: jeg siger dette som nybegynder, så tag det ikke for gode varer, at det går hurtigt). Der har været skiskole i dag, hvor vi brugte 1,5 time på at forcere den grønne bakke (den nemmeste; rækkefølgen er grøn-blå-rød-sort). Efter det var tøjlen fri, og vi kunne frit benytte pisterne. Jeg fik taget den grønne bakke yderligere to gange, og fik taget enrød-blå bakke 2 eller 3 gange. Dette var der en del mere udfordring i, og efterhånden som dagen skred frem følte jeg mig mere og mere hjemme på de i starten forfærdeligt udseende alpinski.

Jeg ved endnu ikke om det bliver til en sort bakke i morgen, men en rød kan vi vel lige holde til. Hvis ellers ikke min hals holder mig tilbage, skal mine ski godt nok straffes på den groveste.

Det skal mine lemmer forhåbentligt ikke...