søndag den 30. marts 2008
Uprovokeret, uinspireret, negativ, og så alligevel ikke
Men forud for det går straks en værre historie. Igen i dag har en stor del af skiundervisningen været en smerte et vidst sted. Vi skulle i dag ud i skoven og stå på ski. Det vil helt præcist sige et sted, hvor der er metertyk sne, og hvor uheldet virkelig er ude, hvis man falder. Det gjorde undertegnede et sandt hav af gange; flere af gangene resulterende i at mine ski fjøj af min fod. Og når sneen er så voldsomt høj som den var derude, så er det ikke en smal sag at få skiene på igen. Ens ben bliver opslugt af sneen, og så snart man prøver at få sine ski på igen, ryger man blot længere ned. Sådanne ting gør mig voldsomt arrig, og når det gentages en gang i minuttet stækker det ikke ligefrem det ihærdigt brændende arrighedsbål.
Men nu må vi se, i morgen skal vi op på det store bjerg og nyde, at det går ned ad. Vi skal op på det føromtalte bjerg og stå på ski hele vejen ned ad det. Det skal nok blive sjovt.
.. eller?
Og det fede ved vores hytte, det er at vi griner bare hele tiden! Vi laver ikke andet!
lørdag den 29. marts 2008
Gul sne, urge og styrt i massevis
Det betyder dog ikke, at det er ren barneleg at begynde med en kold tyrker på langrend. Sleske langrend. Vi blev tvunget ud på langrend her klokken 8:30 i morges. Det var tju-hej. Men vi kom så ned til ski-udlejningen, hvir vi blev ekveperet med en masse skiudstyr. Vi kunne lige køre lidt rundt på en parkeringsplads, hvor jeg (stik imod alle odds?) blev den første der kyssede sneen. Så var stilen ligesom lagt.
Derefter stod den på 2 timer i helvedes forgård med langrendstræning uden stænger og styrt i massevis. Sjældent har jeg været så negativ, og der blev sat krone på værket ved at vi skulle køre de 3 kilometer hjem til hytterne på langrend. Fint nok, nordmænd, HVIS I KUNNE VOKSE MINE SKI ORDENTLIGT!!! Mine ski var blevet vokset med noget voks, der viste sig at være en 20-30 grader celcius for kold. Det resulterede i at der under mine ski samlede sig et 5 centimeters snelag under mine ski, så det var umuligt at komme fremad.
Det løste sig så, og det vistesig at være ret sjovt at stå på langrend, og jeg indvilligede sågar også i en frivillig, dog noget lang tur, her i eftermiddags. Det var meget sjovt, og fik prøvet nogle bakker og en masse opad.
Nu kan man så sætte sig ned i hytten og nyde sin URGE (ja, den man kunne få dengang jeg var meget lille 4-årig dreng), sin 50'er-udseende Kvik Lunsj og sine hytteboer.
Lad os se, hvad morgendagen bringer. Styrt i massevis? Slesk træning? Ondt i fødderne? En god tur i terrænet i morgen eftermiddag? Ingen skihuletur?
Ja, nu må vi se.
torsdag den 27. marts 2008
Livets forelskelse
Der er tidspunkter i et menneskes liv, hvor man på en eller anden måde ser med glade øjne på meget i hverdagen. Man ser pludselig ikke det irriterende ved folk, man er fyldt af en lunefuld glæde, og føler sig generelt lunefuld. Man skulle egentlig tro man var blevet forelsket.
Lige præcis det er sjovt, for jeg har alle symptomerne. Jeg lever i en god tilstand af en konstant følelse af at være ovenpå, jeg er glad, og jeg ser mange af de små ting i livet, som virkelig gør mig glad. Det kan være små ting. En cykeltur ud i den smukke natur med en god ven. At spille klaver, og mærke hvordan ens glæde smitter af på musikken, og man laver nogle glade, eftertænksomme "kompositioner". At man ser de glade kommentarer man får i løbet af en dag, og selv har overskud til at give tilbage.
Ja, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro jeg var forelsket. Men Pigen mangler bare. Jeg har tænkt lidt over, hvad der fylder mig med denne taknemlighed over livet, og denne glæde. Min konklusion er, at jeg er forelsket i livet. Jeg er ufattelig taknemlig over at være i live, at have en familie, der elsker mig, og som jeg elsker, at have venner som jeg kan komme til med alt, og de kan komme til mig, at jeg kan holde ud bare at være alene, at jeg har evner til at spille musik, og jeg jeg kan mærke at jeg udvikler mig der. Jeg er taknemmelig for mit forhold til min gud, som er fantastisk, jeg ved han lever, og han bekræfter mig i det gang på gang.
Livet for mig, lige nu, i skrivende stund, er noget, jeg ikke kan andet end at være ufattelig taknemmelig over.
Noget, der også har bekræftet mig i det, her i aften , var en snak med 2 gode venner. Vi snakkede om stort og småt, om livet, om det sjove, om forældre, om at give slip, om at komme tættere. At have folk man både kan have det sjovt med og snakke seriøst med, er en gave, enhver i denne situation burde prise sig lykkelig for. Nyd det, det er et privilegium, som måske ikke er sjældent, men noget af det mest kostbare på denne klode.
Og hvor fantastisk er det ikke, at vi lever i et samfund, hvor det jeg bekymrer mig om, er hvad jeg skal huske inden nettet lukkes på skolen klokken 19:30, og at jeg ikke lige har råd til de nyeste vinyler. Tænk at det er de bekymringer vi har. Er det ikke fantastisk?
fredag den 21. marts 2008
Hurra for familien Danmark
I aften havde familien Danmark chancen for virkelig at træde i karakter, og bevise at fadøl, Celine Dion og campinghabitter ikke er det eneste, de går op i. De havde alle muligheder for at for en gangs skyld at bevise, at familien Danmarks majoritet kan skelne mellem metervare og ægte kunst.
Men ak! Familien Danmark er ikke kommet for at tage røven på nogen som helst.
Vi kender alle sammen når man er ved stranden og man stiller sig i vandkanten, og lader vandet skylle ind over ens fødder. Fødderne synker lige så stille ned i sandet, altimens de bliver dækket mere og mere af sandet.
Familien Danmark er ham, der står med fødderne i vandkanten. Familien Danmark har bare besluttet sig for, at den ikke vil flytte sig, og vil lige så stille blive opslugt af denne sandet, og til sidst vil kun hovedet være "ovensande". Familien Danmark elsker metervare, ja den lapper det i sig, og røde pølser, Shu-bi-dua, IKEA og boligprogrammer er kommet for at blive, må vi desværre sande.
Og vi kan desværre ikke andet end at sande, at familien Danmark bare er for stor en majoritet i den danske befolkning
Verdens kedeligste dag?
Her er en liste over højdepunkter fra min dag:
- ...
Ja, det var det. Ud over at jeg lige har nydt et stop vandpibe har der sådan set ikke været noget at råbe "HURRAH" for i dag. Min dag er nemlig gået i selskab med mennesker, jeg ikke kender navnene på, som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som jeg er kommet i familie med.
Det hele begyndte i går aftes, da jeg tog diskussionen om min deltagelse i dette arrangement op med mine forældre. De skulle blive i Vejle til lørdag, og selv hvis jeg ikke tog med til denne familiefest, ville jeg kunne komme til Vejle fredag morgen og nyde fredag og lørdag i Vejle. Alternativet til familiefest, vel at mærke inklusive vækning klokken 8.30, var at sove længe torsdag morgen, nyde en hel dag blot med sig selv, salig ro og god musik, og så fredag morgen køre med nogle af familiens venner til Vejle.
Mine forældre formåede, muligvis på magisk vis, at få mig overtalt til at tage med til familiefest, blandt andet med argumentet at der ville være andre teenagere, og at vi kunne hygge os sammen. Det skulle så vise sig at de tog slemt fejl.
Vi ankom til Lunderskov ved 12-tiden (Lunderskov!!!?!?!? Af alle steder Lunderskov!?!?!?), og allerede fra starten kunne jeg fornemme en hvis mat atmosfære fra starten, og min første intuition viste sig at være rigtig. Det var skide kedeligt, og de eneste på min alder, dem havde jeg ikke en skid at snakke om med.
Jeg faldt i snak med en "goth" (?) totalt overkørt, hvis store lidenskab var at citere GAFFA-artikler- og anmeldelser. Han mente at kristendommen gav absolut nul mening, men mente så til gengæld at meningen var at finde i hinduismen (som han heller ikke helt havde styr på). Han lagde ikke skjul på sin åbenbare mangel på begejstring for kristendommen, og endte endda også med at tegne omvendte kors og skrive "anti-krist" på forskellige artikler fra det missionshus, vi befandt os i.
Han var egentlig meget højlydt, og nød meget at bande ad folk, og råbte egentlig forholdsvis tit vendinger, der på grund af sine volumenmæssige storladenheder, naturligvis fik ens opmærksomhed henvendt mod ham. Han ville gerne have vores opmærksomhed, og han prøvede lidt at virke som "den kloge goth", selvom han i mine øjne fælt mislykkedes med det projekt.
Men min dag er gået med 7 timers konstant kedsomhed, og min negative indstilling blev kun brudt ved at jeg i 10 min havde noget social med nogen af de voksne, da jeg røg en smøg med dem. Ellers var det kedsomhed af eklatante dimensioner. Folk man ikke kender, der påstår at kunne huske dengang man gik med ble, hvilket skræmmer mig hver gang.
Nu sidder jeg så i Vejle ved nogen af familiens venner, og nogle andre venner, deribland min gode ven Joakim, kommer i morgen for at nyde en dag i det vejlensiske.
Jeg kan kun håbe på mere indhold i min dag i morgen, ellers er det lige før jeg går neden om og hjem.
God nat, og sov godt!
onsdag den 19. marts 2008
Åh, fryd!
Jeg er kommet hjem til et par væsentlige forandringer i vort lille hjem. Min far ryger ikke længere (det er ikke nyheden i sig selv, nyheden består mere i, at han holder sit rygestop), vi har fået ny bil, min bror og jeg har købt et nyt trommesæt, som jeg nu har set for første gang (jeg er allerede klar til at knytte bånd), og så har jeg skam også fået en lænestol inde på mit lille værelse.
Denne lænestol er ret dejlig. Den er dejlig blød, dog ikke for blød, ja egentlig lige tilpas. Den har en dejlig lysebrun farve, og er lavet i noget dejlig læder; man kan de den er meget brugt, for hynderne er så dejlig slidte og meget rynkede, hvilket ikke giver den andet end sjæl.
Turen går i morgen til Lunderskov, hvor hele min afdødes familie venter, sandsynligvis klar til at udspørge mig om min færden på efterskolen. Mon de egentlig forventer andet svar en "Det er rigtig godt", når de langt om længe får taget sig sammen til at spørge mig, om det er godt at gå på efterskole? Det er vel bare et af de mange etikettespørgsmål, der selvsagt skal fyres af, når man møder disse mennesker. Det er lidt sjovt, at hvor forskellige jeg end er fra disse mennesker, så udspringer vi alle fra 2 mennesker. Kæthe og Bonde Schmidt. Vi har samme blod i årerne. Det er jo bare på alle måder et af livets undere (og gåder!), at alle mennesker bare bevæger sig i forskellige baner. Hvem end, der har placeret os her på denne klode har nu gjort et godt arbejde i ikke bare at lade os være små maskinelle væsener, der alle bevæger sig i samme retning.
Er der overhovedet noget, der hedder at bevæge sig "med strømmen"? Hvem er vi i strømmen? Er du i strømmen? Hvor stor er strømmen? Er der flere strømme? Hvor stammer strømmene fra?
Noget af et kvantespring man laver, så snart der kommer lidt hverdagsfilosofi ind i det?
søndag den 16. marts 2008
Fredag d. 14/3 kl. 17:00
Som opfølgning på mit tidligere indlæg, vil jeg nu gøre status over de gode gerninger, jeg har gjort for andre:
- Tørret et bord af for et andet menneske
- Hentet vand, hvor det ikke var mig, der tømte kanden
Det var det. To gode gerninger - og det er halvandet døgn siden, jeg sidst skrev. Tankevækkende? To gode gerninger mod andre mennesker siden onsdag aften. Ikke meget.
Jeg har tænkt lidt over dette lille éndagseksperiment. Tanker, der hvis de udføres, måske kan få mig til at føle mig som et bedre menneske? At prøve at efterleve denne tankegang i min hverdag. At prøve at gøre gode gerninger mod andre mennesker. Det kan måske vise sig som gunstigt, både på et personligt plan, men også set med mine medmenneskers øjne.
Men jeg har dog et lille twist til denne plan. Det er svært nu til dags at gøre gode gerninger mod folk, uden de straks antager man er ude med snøren, eller der bare er en bagtanke bag. Og man vil jo nødig fremstå som en eller anden desperado, som søger accept hos andre mennesker. Men nok om denne undren. Jeg kan jo bare kigge på mine medmenneskers reaktioner, hvis jeg giver dem en hjælpende hånd.
Nok om mine tanker, tangerende til filosofi. Back to the real world, Frede.
Lige nu sidder jeg i en bus, og der er knap nok plads til min computer her. Min klasse holder fest for hele min efterskole, og da vores forstander har lavet en brøler af karat, værende at have lejet skolen ud i en fest-weekend. Det har resulteret i, at vi har rykket festen til et lejrcenter, hvor vi skal være hele weekenden. Vi har overrasket alle de andre på skolen ved først at fortælle dem om dette event her klokken 13.30 i dag, og så var det bare om at komme i gang med at pakke og gøre rent.
Ja, det var lige en lille festlig beretning fra mit indholdsrige liv, som jeg har et kraftigt behov for at dele med eventuelle læsere, og hvis læserne finde disse fornøjelige, ja..? so be it!
torsdag den 13. marts 2008
Endnu en dag overstået
Klokken er 22:36, og en dag er gået. Gået på den fede måde. Nu behøver man ikke tænke på den engelske stil, man burde have skrevet i løbet af dagen, den kan vente til i morgen, og når i morgen er gået er der kun 1 skoledag, så er det weekend.
Men efter en hel dag kan man spørge sig selv "har jeg udrettet noget godt i dag, har jeg gjort noget godt for andre?". Til en store skuffelse, men dog ikke overraskelse, kan man sige "Nej, ikke det store". Når man egentlig tænker over det, gør man faktisk for få gode gerninger. Mange ville måske sige, at det gør de andre heller ikke, så fred være med det.
Men i morgen vil jeg sætte mig det mål at gøre gode gerninger mod andre mennesker. Jeg vil gøre folk glade, og det ikke bare med fjollede og irrelevante kommentarer, men med små glade, opmuntrende kommentarer og måske en hjælpende hånd eller to.
Så har man jo også noget at skrive om i morgen aften.
(På grund af, at der ikke er internet om aftenen, er denne først udgivet i dag, men dog skrevet i går aftes)
onsdag den 12. marts 2008
Jeg har fået til opgave at berette om mine forventninger til og oplevelser med den kommende tur til Norge, som forestår d. 28. marts. Denne beretning har jeg valgt skal være i blog-form. Det bliver skarpt, spændende, ligegyldigt og om muligt humoriskstisk og nytænkende.
Jeg vil indtil videre takke herfra, ønske "pøj-pøj" med livet og gå videre med facebook, myspace og GAFFA her resten af skoledagen.